lørdag den 24. november 2018

Sjove ærmer.

De lidt sjove ærmer er også set ved en købe kjole, men igen synes jeg det var en fed ide og måtte straks prøve det.




Jeg starter med at tage mit mønster på ærmet. Jeg bruger meget line2line mønstre fra Krestoffer, og på disse mønstre er markeret langt ærme, 3/4 ærme osv. Jeg ønsker at have denne effekt med ærmet som 3/4 ærme så markeringen på 3/4 ærme bruger jeg så den ca. er i midten af det jeg nu tegner.


Ønsker du at have spidsen inderst ved sammensyningen skal ærmet se sådan ud.


Ønsker du at have spidsen midt for på ærmet skal ærmet se sådan ud.

Er dit ærme temmelig stramt ville jeg lægge 1 cm til i begge side, så det bliver en smule mere løst, det vil det blive pænest af.

Principperne i syningen er den samme, men jeg har arbejdet videre denne gang med det sidste mønster, altså spids midt for, det synes jeg nemlig giver flere muligheder.

Jeg klipper ærmet i mit kjolestof og klipper en belægning i effektstoffet.


Jeg indrømmer det, jeg var doven, så jeg tegnede ikke en belægning jeg lagde bare ærmemønstret på effektstoffet, sådan at det går ca. 7 cm op i ærmet.



Læg kjoleærmet og belægning ret mod ret.


Sy spidsen sammen.


Jeg gør det på overlocker, og det kan man fint bare du sørger for at spidsen bliver spids.


En god ide er lige at tjekke om det ser pænt ud, så fold stoffet i spidsen ind og vend.


Jo, den vil blive rigtig flot, så har jeg syet det ok.


Jeg folder nu det hele ud igen.


Nu kan man enten sy ærmet sammen eller sy ærmet i kjolens ærmgab og derefter sy ærmet sammen og kjolen i en omgang. Det gør du helt som du plejer.

Når du skal sy ærmet sammen på en overlocker kan mange have svært ved at sy ind i et hjørne, men når du starter forneden og syr, så når du når til hjørnet bukket du stoffet ind, så kniven ikke kan skære i stoffet, kør forsigtigt så du er sikker på du har bukket det godt nok ind.
Kør helt ind i hjørnet, løft trykfoden og fold stoffet ud og drej lidt og forsæt.






Kør helt hen til sammensyningen i hjørnet.


Løft trykfod og fold stoffet ud og fortsæt.


Se nu har du syet det flotteste hjørne og det bliver også pænt når det vendes.


Det kan vist ikke blive meget flottere.


Jeg overlocker ikke den nederste kant, jeg synes den fylder for meget og nemt vil kunne ses, men det er helt op til dig.
Stop belægningen ind i ærmet. Dit ærme er nu færdigt, dog har jeg stukket det hele vejen rundt.



Vil du istedet bukke spidsen op, som jeg også har gjort på en kjole, behøver du ikke stikke, dog skal du så tage kjolen på lidt forsigtigt så du ikke stikker hånden ned i belægningen.


Det er vigtigt du presser godt med stygejernet, så du får en flot skarp kant, det gør arbejdet fuldført og flot.


Du kan bukke spidsen op, så effektstoffet ses bedre.


På denne kjole satte jeg en knap.


Håber du kan bruge denne vejledning. Skriv hvis der er noget du ikke forstår.

Flot asymmetrisk udskæring

Jeg har kigget lidt på en købe kjole, hvor jeg synes udskæringen i halsen var flot.
Jeg syede en kjole med denne udskæring i det flotte stof fra Krestoffer, og den fik mange flotte kommentarer med på vejen, så nu har jeg lavet udskæringen en gang til og denne gang, taget foto af processen.



Som du nok ser har jeg den ene gang lavet udskæringen til højre og den næste til ventre, det bestemmer du helt selv, hvad du bedst kan lide.

Du har sikkert et godt basis mønster du tit bruger, og her kan du nu tegne den nye udskæring. Jeg selv har brugt line2line k290.



Her ser du 1/2 forstykke, jeg lægger kjolen altid mønstret til fold. Foroven hvor du normalt har udskæringen tegner du nu helt vandret over. Sådan at du vil få en vandret streg fra skulder til skulder.  Jeg tror godt du kan se på mit mønster at der normalt går en lille bue ned.

Det er vigtigt at du måler den vandrette streg (udskæringen)

Ved mig er den 11 cm. Det vil sige at mit halshul er 22 cm (dobbelte, jeg har kun et 1/2 forstykke)

Så skal den linie hvor du skal lave lave din asymmetrisk åbninghul være 22 cm. for ellers får du ikke en flot trekantet fald.



Tegn en lodret streg ned, mål at du har 11 cm fra midtfor hele vejen ned. og marker når du når de 22 cm. Hvis du synes at du vil være for udringet med en slids på 22 cm. så skal du gøre dine skuldre bedre ind mod halsen, med 1-2 cm. derved vil dit halshul blive 18-20 cm. og slidsen skal derfor også være 18-20 cm.


Derefter skal du lave en belægning. Jeg lader altid min belægning gå med ud i ærmsømmen, for så bliver belægningen pænt på sin plads.


Belægningen skal gå ca. 3 cm under slidsen. Den har jeg også tegnet på belægningen kan du se.


Nu er jeg klar til at klippe i stoffet. For og bagstykke lægger jeg til fold, som jeg altid gør. Belægningen klipper jeg i noget andet stof, som jeg ønsker skal give god effekt til kjolen.
Belægningen ligges også til fold.


Jeg er klar til at sy min kjole.

Jeg bruger altid ganske alm. skråbånd i min nakke, der hvor andre måske bruger en belægning. Jeg synes det virker rigtig godt med et bomuldsskråbånd, det giver hold til jersey stoffet, og det ser pænt ud når kjolen hænger på bøjlen.
Du kan se nogle af de andre vejledninger jeg har lavet der har jeg også brugt skråbånd.


Læg skråbåndet på retsiden af rygstykket, du skal lade det gå godt ud over, for ellers mangler du når det vendes om lidt. Du folder båndet ud og syr i det første buk, der hvor du kan se min nål sidder.


Vend skråbåndet om på vrangen og stik det fast.


Her har jeg brugt grønt bånd og kjolens bundfarve er sort, så jeg har sort undertråd og grønt overtråd (jeg tog så sort for ellers kunne du ikke se min stikning)


Vend om og stryg det pænt og i facon.


Ja du kan se stikningen på dit bagstykke, men jeg synes ikke det gør spor og jeg vil heller have denne fasthed i nakken, så kjolen ikke hænger på bøjlen og bliver lang i nakken.

Nu er ryggen klar og de lange stykker stråbånd bliver skåret af senere.

Start med at stryg noget strygevliseline på belægningen, jeg bruger en blød kvalitet til jersey.


Der skal ikke strygevliseline på forstykket.

Jeg starter med at stryge mens forstykke og belægning ligger dobbelt, så jeg har en nøjagtig midt for linie.



Derefter bestemmer du dig for i hvilken side (højre eller venstre) du vil have slidsen.
Her folder du stoffet lodret, så du derved markere slidsen (det gør jeg istedet for at tegne det ind på stoffet) Tjek at folden er lige langt fra midt for hele vejen ned.



Stryg igen en skarp kant, så behøver du nemlig ikke tegne streger eller andet.
Læg belægning og forstykke ret mod ret.



Jeg lavede et dobbelt tjek, hvor jeg målte at min folde linie nu også var de 11 cm fra midt for hele vejen ned. Derefter målte jeg de 22 cm. ned og markerede, du kan også have sat et mærke efter dit mønster da du tog mønsterpapir af stoffet.


Så skal du sy. Du starter med at sy helt oppe fra skulder og 2 mm fra strygefolden og hele vejen ned, og ender i spids, syr hele vejen op igen på den anden side af foldelinien også 2 mm., og dernæst syr du sammen den vandrette linie ved halsen.


Klip hele vejen ned mellem de to syninger.


Vend det hele rundt, og se at du har klippet langt nok ned, så det ikke rynker nede i slidsen.

Oppe ved halsen, hvor der skal blive et fint hjørne pakker du stoffen ind mod midten idet du vender, så bliver den skarp og flot.





Hvis alt ser flot ud kan du roligt stryge det så du får skarpe linier og du er nu klar til at sy skuldrene sammen.

Læg forstykke og bagstykke ret mod ret, sørg for at halsåbningen med stråbåndet ligger helt til hvor forstykket har syningen, vend belægningen om på vranstrykket, på den måde pakker du ligesom syningen ind og væk.





Det vil sige du har tre stykker stof du skal sy over. Her ser du ind i skulderen inden jeg syr den sammen.


Når den er syet vender du rundt og din sammen syning er gemt væk og det ser pænt ud og du har en flot hals.


Her ses det fra vrangen. Du kan slet ikke se sammensyningen, den ligger gemt inde bagved.




Nu er den asymmetriske udskæring lavet og du kan sy kjolen resten af kjolen. Husk at belægningen skal med ud i ærmsømmen når du syr ærmet i kjolen.